Anaon er et lystårn.

Henriette Ditlevsen. Forfatter til Mórad Rún.

“Mórad Rún, Hemmelighedernes ophav”, er en fortælling om kvinden Mras rejse mod sin sande identitet. Mórad Rún er inspireret af den oldgamle keltiske verdensforståelse, med magi og en levende natur, samt Østens forståelse af energi. Krydret med elverfolk, drager og med en fejde mellem det etablerede og det magiske, udfolder fortællingen sig yderst overraskende..

Jeg har i mange år studeret livsenergi og chakrafilosofien. Østens visdom indeholder en helt anden måde at se verden på. Den keltiske mytologi og naturforståelse ligger til grund for min forståelse af denne verden, som jeg nu engang er sat i, i dette liv. Vi mærker hinanden. Vi mærker hinandens stemninger og energi. Hvem har ikke mærket en person i sin nærhed, som nærmest sur-strålede? Eller fyldte et helt rum med glæde?

Anaon sender lys til alles hjerter. I min bog, “Mórad Rún, hemmelighedernes ophav” er der beskrevet talrige lysritualer som Elverfolket praktiserer. Vi kender den kraft, når vi forbinder os til det guddommelige via bøn, eller mediterer. Denne kraft kan også anvendes til healing, når den påkaldes af en indviet. Lys ritualerne er stærkest i grupper, især udført i naturen.

Selenit tårne placeret i de fire retninger. De symboliserer de fire elementer: luft, ild, vand og jord. I midten lystårnet Anaon, der på alkymisk vis sammensmelter de fire elementer til ét forenet femte element; nemlig æter.

I mine bøger er Anaon et tårn af selenit, som bruges til Elverfolkets lysritualer. Lyspræstinden Lhumi sørger for de daglige lysritualer, hvor hun i stemningsbølger sender Gudindens lys ud til verden. De som bærer viljen til det gode i hjertet, mærker lyset som ren kærlighed. Lyset stimulerer sammenhængskraften i alle de æteriske klaner, og er vigtigt for at bevare freden i verden. Anaon er en direkte kontakt til Gudinden, som er lys. Anaon er et gammelt keltisk ord for verden.

Mit møde med Elverfolket.

En dejlig varm junidag gik jeg over broen ved Ry Mølle, på vej mod min yndlings skov. Jeg var lige flyttet til området, og udforskede stadig den smukke natur.
Fiskehejren fløj lavt forbi, og bierne summede i græsset. Jeg gik ad den smalle sti forbi fiskerhytten, ned til det gemte område, som jeg holdt så meget af. Flere gange havde jeg mødt snoge her langs vandkanten under de store bøgetræer. Jeg havde stået forskrækket og set på dem, mens de spillede med tungen, for at finde ud af om jeg var farlig. Denne dag følte jeg mig let, da jeg nærmede mig stedet, hvor skoven blev tæt. En stor hassel på den ene side af stien flettede oven på jorden rødder med grantræet på den anden side. Det var som en portal. En indgang til den smukke, vilde del af skoven. Denne dag var det som om en usynlig kraft, holdt mig tilbage. Jeg standsede brat, og kiggede mig undersøgende omkring. Træerne der havde duvet lidt i den lette vind, blev med ét stille, og i mit indre hilste en høj Elvermand på mig. Han præsenterede sig som Sdahr, vogter af skoven. Han inviterede mig til at følges med ham gennem skoven, og opfordrede mig til at gå barfodet. Jeg var lidt betænkelig, for det første pga. snoge og andre beboere i skovbunden, men også fordi jeg ikke kendte meget til Elvere.
Den første del af turen tænkte jeg nok mest på underlag og fødder, men som vi gik blev jeg fanget af Sdahrs fortælling. Han fortalte om sit navn. Vidste at jeg nok ikke kunne udtale det rigtigt. (Jeg kan knap nok stave til det.)
Han var navngivet efter den lyd der kommer, når en spurv letter fra en bøgekvist. Indre billeder af nyudsprunget bøgeblad og den næsten uhørlige lyd af vinger der bredes, og fuglen der slipper sin gren, fulgte med.
Sdahr fortalte om menneskets påvirkning af naturen. Han fortalte at vores energi er den største forurener for det æteriske folk. Han gav mig indre billeder af den frygtelige Tsunami i 2004, hvordan bølger stod ind over land og ødelagde alt på deres vej. Han beskrev hvordan menneskers energi gjorde det samme ved Elverfolket. Et eksempel var terrorangreb. Når mennesker kollektivt sender tsunamier af angst eller vrede ud, så er det ødelæggende for det æteriske folk og deres bosteder. Jeg mærkede knap nok mine fødder, som vi gik der og talte, men det var som om at jeg blev rodfæstet i skoven, og så alting mere tydeligt. Træernes energi stod skarpt i glødende pasteller, småfuglene fløj rundt i deres farvebobler, og var gensidigt forbundet med hinanden, og med skoven. En balance og harmoni der var helt forunderlig. Jeg følte at jeg var en del af harmonien, mens jeg gik ved siden af den smukke Elver.
Han plantede billeder i mit sind af Elverbyen, viste mig hvordan folket passede skoven, og dem der boede i den. Han fortalte om et andet folk i Ry, Dragefolket, som boede tæt ved Marinaen. Jeg havde tidligere lagt mærke til det store antal af guldsmede, dragonflies, der var på stedet, og den lidt mere bastante energi eller stemning der rådede der. Sdahr fortalte mig, at dragefolket var af en anden vibration og havde en anden fremtoning. Men de var stadig Elverbrødre. Dragefolket var i højere grad vogtere af hellige steder, hvor Sdahrs folk er vogtere af naturen og skoven. Sdahr fortalte mig om livsenergi og Moder jord. Om træernes rolle på jorden. Om alle de forskellige æteriske folkeslag. På et tidspunkt skiftede skoven til industri skov, og Sdahr takkede høfligt for samtalen, og vi tog afsked. Jeg tog mine sandaler på igen, og nærmest svævede hjem. På vejen hjem blev jeg i tvivl om, hvorvidt min oplevelse var ren fantasi eller virkelighed. Jeg rystede lidt på hovedet, mens jeg låste mig ind. Jeg lukkede døren, tog mine sandaler af, og til min store overraskelse faldt en lille dråbeformet klar sten ud af sandalen. En gave fra skoven. Jeg tog den med til vores lokale guldsmed, som mente at den akvamaringrønne sten, var en krystal. Hun fortalte desuden at der sad en lille guldtråd igennem den. Jeg fik monteret et sølvvedhæng på krystallen, en lille sølvskål øverst på dråben, så jeg kunne bære den om halsen. Siden den dag, har de forskellige æteriske folk været nærværende i min bevidsthed. Sdahr i bogen er taget lige ud af virkeligheden, og indimellem har jeg følt at han hviskede mig i øret mens jeg skrev.
God fornøjelse med bogen.

%d bloggers like this: