Elverliv

Der findes mange fortællinger om Elverfolk. De fleste passer bedst på min beskrivelse af Vætter, som er elverfolkets drilagtige fætre.

Min forståelse af Elvere, læner sig mere op af de keltiske overleveringer om folket Tuatha de Danaan. Det var et folk som forsvandt ind i bakkerne i landskabet, og kun kom frem for at hjælpe, når Irland var truet. De er også kaldet Sidhe folket.

Ved et besøg på Hills of Tara, i Irland, fortalte vores guide om dette æteriske folk, og hvordan han mente, at de havde rødder i Norden. Folket beskrives som høje og lyse og vise.

Da Irland blev besat af et andet folk, der kom med rigdom, forsvandt Tuatha de Danaan ind i højene.

Jeg har oplevet Elverfolket både herhjemme og i Irland. De minder meget om os, men er æteriske. Deres element er luft, men de lever i æteren og er derfor knapt synlige for os. Men er du i god kontakt med din hjerteflamme, så kan du møde dem i skoven, i bakkerne eller i hjertet.

Elverfolket ønsker kontakt med os, de ønsker at minde os om vores egen samhørighed med naturen. Her er et uddrag af bogen Mórad Rún, hemmelighedernes ophav:

“Floden var lav på dette sted, og store blanke sten glinsede i solen. Et stort bøgetræ var væltet i sidste storm og gav nu ly til breddens dyr. Sdahr rettede sig op, fulgte med et lille smil en spurv med øjnene. Hans mor havde navngivet ham efter spurv og bøg. Hun havde søgt de gamle, vise træers råd, da hun skulle vælge hans navn, men træerne kendte vigtigheden af den energi, som elverfolket på magisk vis prægede deres børns navne med, og havde venligt afslået at hjælpe. Inspirationen skulle komme fra skoven selv og høres i hendes hjerte.

Ude af sig selv havde hun sat sig under en ung bøg, da en spurv lettede fra en spæd bøgekvist med spæde forårsgrønne blade. Bøgens fjedrende tilbageslag gav en knap hørligt “Sdahhr”-lyd fra sig. På det urgamle elversprog var det netop lyden for vogter. Historien fik ham altid til at smile og sende en kærlig tanke til sin mor. Hun fangede den med det samme og sendte et varmt smil retur som en let og legende vind, der lagde sig til ro i hans hjerte. Elverfolket var alle forbundne i evig kontakt med hinanden og med skoven.

Sdahr lod solen varme på sit ansigt. Han var en smuk elvermand, høj og muskuløs.

Han havde inderligt grønne øjne, som skiftede til blå efter hans stemninger. Her i solen var de varmt grønne. Var det ikke for de skråtstillede øjne, kunne man forveksle ham med én fra menneskets slægt. Hvis han altså valgte at være i sin fysiske form. Han elskede at være æterisk, at svæve med vinden som en let dis i morgensolen.”

Mórad Rún er elvernes landsby, men har elvere brug for huse?

Mra er lige ankommet til rådsmandshuset i Mórad Rún, og venter på at elverne skal bestemme sig for, hvad der skal ske med hende:

“Hun sad inderst og tæt på muren. I sine egne tanker rakte hun ud og rørte ved stenmuren i forventning om, at den var ru og kold. Hun satte håndfladen på, og til hendes store overraskelse gik hendes hånd igennem den solidt udseende mur, som om den var lavet af røg!

Hun rettede sig forvirret op og kiggede undrende på muren, som i første øjekast så ud til at være lavet af sten og malet hvid. Mændenes samtale gik i stå, og de holdt øje med Mra med tilbageholdt latter. Hun lod fingrene nærme sig muren igen, satte dem forsigtigt på overfladen, som trods alt kunne anes, hvorefter hele armen sank igennem. Hendes overraskede udtryk fik mændene til at bryde ud i en høj latter, og hun fór forskrækket sammen ved lyden. “Hvad er det her?” spurgte hun med slet skjult fornærmelse over deres latter.

Sdahr begyndt undskyldende at forklare:” Vi bygger vore huse af stemninger og tankespind, vi vælger jo selv vores fysiske form og kan vælge at være varme uden ild, så vi har ikke brug for sten. Husene skærmer os mod omverdenen, og vi kan samle stemningerne i familien og være trygge i vores hjem.” Mra rettede sig op, hun følte sig som en skolepige, der blev belært, og brød sig ikke om det. Hun var indtil for få dage siden den stolte borgfrue på Tårnborg, og nu blev hun reduceret til… Hun vidste ikke helt hvad, men det ramte hendes stolthed og en hidsig rød tåge blandede sig i det blå.

Hun besindede sig med et suk, og hendes stemning blev nu blå som elvernes.

“Undskyld, vi ville ikke le ad dig, men du så så overrasket ud, da du stak hånden gennem muren.” Sdahr havde stadig latter i stemmen, da han fortsatte: “Vi er alle enige om, hvordan Rådsmandshuset bør være, derfor ser det ud, som det gør. Prøv at tænke på noget, der ikke er her i forvejen.” Mra tænkte, og straks antog væggene en sart, lyserød nuance.

“Hold da op, du er god til at skabe!” udbrød Ndor. “Du har en særlig gave, Mra!” Væggene falmede og fremstod igen hvide.

“Når vi bygger,” fortsatte Ndor. “Bruger vi vores sind til at skabe med. Lad os sige, at et par bor i et hus, men ønsker et værelse mere. Så begynder de at tale om størrelsen på værelset og møblerne og indretningen. Efterhånden som de taler, skabes der et æterisk rum, der, efterhånden som det visualiseres, bliver stærkere og stærkere, og til sidst står rummet færdigt, og feer og ildfeer har en fest med at bringe naturen ind.” “Men … Har I ikke brug for læ mod vind og vejr og varme i vinterkulden?” Spurgte Mra undrende. “Vi er et æterisk folkefærd, vi har ikke en fysisk krop at holde varm.” Ndor fortsatte: “Inde i husene er atmosfæren varm og hyggelig, varmen den skabes ikke i huset, men i relationen mellem husets beboere. Hvis alle bidrager til den gode stemning, vil stemningen i huset afspejle den.”

Nysgerrig? Bogen kan købes lige her

%d bloggers like this: