Alle medier bringer nyt fra striden mellem Rusland og Ukraine døgnet rundt.
Men hvad er det egentligt der gør, at vi gribes af frygten og stemningen?
Vi følger nyhederne. Vi forarges og bekymres. Men er det mægtigste våben i striden frygten selv?
Putin lod en video gå viralt, hvor han sagde at det ville få hidtil usete konsekvenser, hvis nogen blandede sig i hans indtog i Ukraine.
Kommentatorer verden over har siden gradbøjet hvert et ord. For hvad mente Putin? Atomvåben? Noget værre? Hvad kan han finde på?
Putin spiller frygtens spil mesterligt.
I min første bog “Mórad Rún, hemmelighedernes ophav” er der en langvarig strid mellem menneskene og elverfolket.
Elverfolket er en fredselskende klan, der forsøger at ende konflikten fredeligt. Men det er ikke menneskenes intention. Vi vil besejre og gå ud af konflikten som sejrherrer.
Elverfolket ved at noget må forandres, for at mennesket kommer til samme udgangspunkt.
Elverfolket sender en enhjørning til Borgherren, som spejler sine skygger i det rene væsen, og vågner op i sin egen grådighed. Han ser sit eget spejlbillede forvrænget i begær efter magt, besiddelser og rigdom. Er det sådan han ser sig selv? Nej. Han bryder sig slet ikke om det billede af sig selv.
Først herefter er Borgherren parat til at indgå fred med sine modstandere.
Måske skal andre ledere på en lignende indre rejse, for at se sig selv?
Frygten skyller lige nu i kæmpe bølger over verden. Vores børn gribes af den, vi mærker den som en bagvedliggende skygge, som fodres af mediernes kakofoni.
Det er op til dig, hvad du gør ved den.
Lader du dig gribe i dens turbulens og brusende strømhvirvler?
Måske overgiver du dig til tanken om, at der er større kræfter på spil, som vil løse tingene på måder vi ikke har fantasi til at forestille os?
Måske er der forvandlingsrejser på flere planer, som må udfoldes før der bliver fred?
Elverne gør brug af den ældgamle Kvædetraktat i fredsforhandlingerne.
Skulle striden ebbe ud, ingen fred, ingen skud. Da må elverfolket se, fjenden ikke lider spe. Fremtids fred i tusind år, retfærdig mæglen fremtid spår. Fredens vinger, uden blår. Lutter lette stemnings kår. Fredens vilkår er en gave. Frænder nu må gave have. Gaven er det nye segl. Ven til ven hverandres spejl. Nu på fred må hjertet stemmes, hånden rækkes, ufred glemmes. Freden daler rosahvidt. Stridens sidste slag er stridt. Alle er vi ét på jord, elversøster, elverbror. Alle æter samme mor. menneske bror, Elver bror. Ingen kan eje den jord hvorpå vi bor. Vi kan låne, sige ord. Jorden er evig, når vi er væk er der stadig blomst bøg og bæk.
Elveren Ndor fortolker. ” Det I lige har hørt, er vores regler om at skabe fred efter en strid. Det som er væsentligt, og som er skrevet længe før nogen kan huske, er at der må være fred i alles hjerter, så ingen går fra en mægling eller forhandling med følelsen af at være taber af fejden. De vilkår vi er blevet bedt om at fremføre, er at vi ønsker at vende tilbage til den fred, som gik forud for striden.”
Herefter får menneskene en værdifuld freds gave, som de kan tage med sig som krigsbytte.
Menneskene vandt ikke fejden, men vendte hjem som vindere.
Alle er glade. Stemningen er god, og netop den gode stemning mellem parterne er grundlaget for varig fred.
Elverfolket minder os om hvor vigtige vores stemninger er. Det er stemninger vi handler efter. Det er stemninger vi smitter hinanden med. Vi mærker hinandens stemninger.
Så invester dine stemninger fornuftigt.
Dosér dine medier, så du er dine stemninger bevidst og fokusér på fred.
Hvis vi er mange der gør det samtidig, så vil det være freds-stemninger der går world wide. Spændende om tsunamier af fred kan forandre alt?